Frivillighed i Kolding Volleyball Klub
Det skal være nemt at være frivillig i KVK.
Der er godt gang i udviklingen i Kolding Volleyball Klub. I takt med at vi stiger i medlemstal, stiger behovet for flere hold og dermed også arbejdet med at få alting til at glide i forbindelse med træning, kampe og forskellige arrangementer sæsonen igennem.
Bestyrelsen har gennem de senere år ydet en stor indsats med at udvikle klubben til det, den er i dag. Ambitionerne er mange, og det betyder, at bestyrelsen til tider drukner i arbejde. Vi er simpelthen for få til for mange opgaver.
Vi har derfor brug for at få fordelt noget af alt det arbejde, der ligger i at drive en frivillig forening. Det handler ikke kun om at få opgaven udført, men lige så meget om at ansvaret deles ud, så det hele ikke ligger hos bestyrelsesmedlemmerne.
Vi er allerede godt i gang. Bestyrelsen har netop været rundt på de forskellige seniorhold og bedt dem om at udpege en holdleder, som vil være ansvarlig for at koordinere de opgaver, der ligger i hold regi.
Der kommer mange andre opgaver, der skal løses i løbet af sæsonen, og vi ved af erfaring, at det kan være svært at gennemskue, hvilke opgaver der skal løses og hvordan. Derfor er vi i bestyrelsen i gang med at beskrive samtlige opgaver. Hver opgave beskrives på 1-2 sider så den er let at tilgå og forstå for den/de frivillige, der skal udføre den.
Idéen er, at når man siger ja til en opgave, så finder man opgavebeskrivelsen herunder og har med det samme et overblik og en plan for at udføre opgaven.
Ambitionen er, at der kommer beskrivelser af alle opgaver. Skulle I savne en beskrivelse, så tag gerne fat i bestyrelsen, så kigger vi fluks på det.
Opgavebeskrivelserne vil løbende blive lagt på herunder efterhånden som de bliver helt færdige.