Projekter i Kolding Volleyball Klub

3 aktuelle projekter i Kolding Volleyball Klub

Vi skaber fællesskab for flere

I Kolding Volleyball Klub tror vi på, at fællesskaber kan gøre en forskel. Derfor arbejder vi målrettet på at åbne dørene til foreningslivet for mennesker, som af forskellige årsager kan have svært ved at finde vej ind. Vi ønsker at gøre brug af foreningslivets værdier og kompetencer til at skabe aktiviteter også uden for de normale foreningstilbud og rammer.

De kommende år har vi fået mulighed for at sætte ekstra fokus på tre målgrupper: unge uden for job og uddannelse, børn fra specialskoler og socialt udsatte voksne.

 Ungeløftet – nye veje for unge

Som en del af den nationale indsats Ungeløftet har vi fået 500.000 kr. fra DGI til et toårigt projekt for unge, der står uden for job og uddannelse.

To gange om ugen mødes vi omkring volleyball, fællesskab og ture ud af huset. Gennem aktiviteterne vil vi give de unge mulighed for at skabe relationer, få nye erfaringer og opleve, at de er en vigtig del af et fællesskab. Mulighed for mentorordning skal skabe mulighed for en tryggere vej ind.

Vi arbejder samtidig med at give de unge kompetencer og erfaringer, som kan styrke deres vej videre mod uddannelse og job.

 Foreningsliv for børn fra specialskoler

Sammen med specialskoler i Kolding Kommune arbejder vi for, at flere børn får mulighed for at blive en del af foreningslivet.

Med støtte fra Helsefonden, Nordjyllandsfonden og Ludvigsen Legatet skal vi over de næste to år skabe aktiviteter og fællesskaber, der tager udgangspunkt i børnenes behov og gør vejen ind i foreningslivet lettere.

Målet er, at flere børn får mulighed for at opleve glæden ved bevægelse, fællesskab og det at høre til i en forening.

 Fællesskab for socialt udsatte

Med støtte fra Social- og Boligstyrelsen har vi fået knap 400.000 kr. til et toårigt projekt, hvor vi tilbyder volleyball og fællesskabende aktiviteter for socialt udsatte borgere – blandt andet mennesker med misbrug, psykiske udfordringer eller uden bolig.

Gennem volleyball og fælles oplevelser vil vi skabe et trygt fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor den enkelte kan opleve glæden ved at være en del af noget større.

 Fælles for alle tre projekter

Selvom målgrupperne er forskellige, er vores udgangspunkt det samme:

Alle mennesker har brug for at høre til.

Vi tror på, at foreningslivet kan noget helt særligt. Her mødes man om noget fælles, får ansvar, skaber relationer og oplever, at man har noget at bidrage med.

Derfor er vi stolte af at kunne bruge vores klub og vores fællesskab til at skabe flere veje ind i fællesskabet – og videre ud i livet.

Har du spørgsmål til projekterne, så hiv endelig fat i Fie eller Karsten.